Urmila har arbejdet for Partneren siden december 2019 som rengøringsassistent. Hun har faste timer hver dag hos vores kunder i Rigensgade, hvor hun bl.a. også hjælper med frokostordningen i kantinen. Oprindeligt kommer hun fra Nepal og bor nu i Ishøj. Hun elsker at cykle, læse bøger og at rejse i sin fritid.
Urmila synes det bedste ved sit arbejde er, at hverdagene ikke er ens og så er hun meget glad for den daglige og rigtige gode kommunikation hun har med kunden. ”Det glæder mig, når kunden fortæller at de har savnet mig mens jeg var på ferie. Alle er så søde ved mig” fortæller Urmila.
”Når du spørger mig om noget sjovt jeg har oplevet, så kommer jeg til at tænke på, at jeg blev lidt rundtosset af at smage gløgg sidste år ved juletid” indrømmer Urmila med et stort smil.
Om Nepal fortæller Urmila, at de har mange traditioner og en af dem er, at børnene bor med forældrene hele livet også efter man er blevet gift. Urmila har en datter på 6 år, så det varer lidt før vi finder ud af om hun kommer til at følge denne nepalesiske tradition.
Partneren er en mangfoldig arbejdsplads med over 300 dedikerede medarbejdere, som kommer fra forskellige kulturelle baggrunde fra de fleste verdenshjørner. Det er vi stolte af og vi sætter vores medarbejdere i centrum, da de er den vigtigste ressource i vores virksomhed. Det hylder vi med denne serie ‘mød en kollega’ hvor vi løbende introducerer vores medarbejdere.