Partneren er kåret som gazelle 2016

Publiceret 08-12-2016

Børsen Gazelle har for femte gang kåret Partneren som gazellevirksomhed.

Gazelle 2016
Dette års gazelle er den femte kåring hos Partneren.

Kåringen bringer ikke alene et nyt trofæ med sig. Den er også en anerkendelse af, at driften, resultaterne, kvaliteten, udviklingen af nye initiativer og den samlede indsats hos Partneren bærer frugt. Ifølge Catja Winther, administrerende direktør i Partneren, kommer det tydeligst til udtryk i kunderelationen og evnen til både at fastholde eksisterende kunder og tiltrække nye.

”Vi har tilfredse kunder, som bliver hos os, og så kommer der nye kunder til. Det er en væsentlig årsag til, at vi endnu engang er blevet gazelle. Det er desuden nævneværdigt, at 2015 har været et solidt år, hvilket har banet vejen for et vækstfuldt år i 2016. Vi kan kun være stolte af at blive kåret som gazelle igen, og vi vil fortsætte med at opretholde den positive vækst, organisatorisk såvel som økonomisk. Endelig betyder det meget, at vi holder fast i vores værdier og bliver ved med at arbejde i den samme retning ud fra det, vi tror på hos Partneren,” fortæller Catja Winther.

Hun peger også på, at de nye initiativer, Partneren har igangsat gennem de sidste par år, har forbedret administrationen og driften.

”I 2015 har vi fået nyt CRM-system, som er blevet en integreret del af hverdagen. Vi har også lagt stor vægt på, at måle på vores kunders tilfredshed, og det har vi gjort gennem NPS (Net Promoter Score), som giver os mulighed for, at arbejde målrettet med vores service samt ”det lille ekstra” vi gerne vil give vores kunder i hverdagen og i samarbejdet. Vi er i den forbindelse stolte af, at vores score ligger over branchens generelt. Det er to eksempler på nogle af de nye ting, vi arbejder med, og som er med til at gøre os bedre”, siger Catja Winther.